Fra Håndværksmaler og Billedkunstner til Pensionist

Skolefoto ved Sundbyvester skole 1960

Som så mange andre børn af en arbejder familie hvor begge forældrene måtte arbejde for at skaffe midler til det daglige brød, var jeg efter skoletid overladt til mit eget selskab. Et såkaldt "nøglebarn" som det hed sig dengang i 50´erne. Udover selvfølgelig at lave mange drengestreger med ligestillede skolekammerater i disse tider, var der også mange timer alene. 

Fra omkring 10 års alderen frekventerede jeg ofte de store museer i København. Det startede mest med Nationalmuseet og det gamle Zoologiske museum i Krystalgade, hvor jeg brugte mange dage, ja år, på at gennemleve de dengang meget støvede og permanente udstillinger. Så skiftede nysgerrigheden karakter og jeg fik øjnene op for former i skikkelse af Thorvaldsens – og Statens museum for kunsts fantastiske skulpturer. Langsomt blev jeg draget ind i billeduniverserne og vendte ofte tilbage til samme malerier igen og igen. Gennem voksenlivet har jeg gjort det samme, med lidt mindre besøgsfrekvens.

Ved skoleafslutningen blev mine bedste  karakterer betegnet til ug for tegning, samt mundtlig og skriftlig dansk. Resten af de andre karakterer ville i hvert fald ikke kunne give adgang til et videre akademisk liv. Efter et par år som arbejdsdreng i diverse små virksomheder, ville min far at jeg skulle i lære. Da han selvfølgelig havde lagt mærke til mine evner udi tegning og pæne svungne bogstaver, havde han fordi han selv var metalmand / værktøjsmager, skaffet en læreplads der hvor han arbejdede, som gravør.

Det var da også en god tanke fra hans side, som ville tilgodese mine evner og interesse i former. Men jeg ville noget andet. Jeg havde flere år tidligere sagt til min bedstefar, der var ansat i DSB som togfører – ligesom tre andre familiemedlemmer også var ansat samme sted, at jeg ville være togfører eller maler når jeg blev stor. Efter flere års slid på alle tider af døgnet, frarådede min bedstefar mig dog fra at blive ansat i DSB.

Så da jeg blev gammel nok, 15 år ung, vandrede jeg over på Postvæsnets Central værksteder på Amager Fælledvej, hvor jeg fra min mor vidste, der arbejdede på frimærketrykkeriet som bogbinderske, at der var flere håndværkspladser derovre, deriblandt postvæsnets egen malerafdeling. Jeg gik frejdigt ind til malermesteren og spurgte om der var en læreplads. Han kiggede lidt på den tynde og langlemmede knægt og bad mig om at samle den tommestok op der lå på hans skrivebord og måle kontorets væg. Kort efter fik jeg at vide at jeg kunne starte på forskolen til efteråret i 1962.

…….Her startede mit liv så i former og især farver – men det er en lang historie

Uddannelsen og resultatet

   Uddannelsen som maler betød også en betydelig udvikling i håndteringen af former i praktisk betydning, samt en oplæring i farvernes mystik og muligheder.

Jeg kom efter min læretid til at virke i en større virksomhed der var kendt blandt de Kgl. Bygnings inspektører samt større arkitekter. Dette medførte efterhånden til at jeg også udover rent malerhåndværk, blev budt indenfor i de mere kunstneriske fag, skiltemaling, forgyldning, ådring, lasering, kalknings teknik, kalkmaleriers bevaring og renovering m.v. Virksomheden havde nemlig også en skilteafdeling med gode gamle specialister i disse forskellige teknikker.

Mine første billeder og tegninger er gået tabt gennem årene. Men et maleri i olie på lærred fra 1962, har dog overlevet. Da jeg havde malet ovenstående billede gav jeg det til en klassekammerat, som jeg så ikke har haft forbindelse med i mit senere voksenliv. Efter næsten 50 år samlede en klassekammerat os tilbageværende ”drenge”  fra den årgang igen i 2019. Her fik jeg overdraget mit gamle billede, som vennen havde gemt i alle de år. Det havde hængt på kontoret på hans arbejdsplads.

Billederne jeg maler er dels mine egne ideer efter foto af motiverne, dels må jeg erkende, også efterligninger af andre kunstnere. Når jeg ser et motiv der begejstrer mig, må jeg eje det. Ja, så maler jeg det og kan så glæde mig over kunstnerens motiv på mine egne vægge. Herudover lærer jeg jo også lidt om den kunstners penselføring og streg.                       

Paul Fischers malerier af København i 1920´ til 30 érne er da så smukke at man må eje dem.

Paul Fischers billede fra 1903, "En lille passiar" original 33 x 40 cm. Olie på lærred. Her mit maleri 2021 Acryl på latex. 40 x 40 cm.